tydelig, lille Landsbypige. Ikkedestomindre var hun bleven feteret af en særdeles smuk Lieutenant, der var nærved at blive Capitain, men det er Faderens Skyld, sagde man, og dennegang havde man Ret. Etatsraad Dahl var nemlig en rig Mand, og en sparsom Mand; han beboede vel en smuk Etage, men han gjorde aldrig Selskaber, han tænkte kun paa sine Forretninger, sine Titler og sine Penge. — Konen, ja hun skulde sørge for at arrangere hans Spilleparti, og gjøre Visiter hos Conferentsraad A. og Geheimeraad B. og saa opdrage Datteren.
Carl vidste i sin Forlegenhed ikke, hvad han skulde svare, men Ida tog ham ved Haanden og trak ham med sig. Idetsamme hørtes fra Spisestuen hurtige, faste Trin og Støien af en Sabel, Zülich traadte ind, klædt i fuld Galla. Han var virkelig smuk i Aften, den glimrende Uniform viste ret hans udmærkede Figur, det mandige, raske Ansigt var endnu smukkere ved et eiendommeligt Udtryk af Alvor; han vilde have været enhver Qvindes Stolthed — kun netop ikke Idas. Hun isnede, da han traadte ind, og med en hende aldeles uvant Usikkerhed, presenterede hun de to Herrer for hinanden.
"Jeg kjender godt Wandler," svarede Zülich med
