et meget venskabeligt Smil. "Det er endogsaa en af mine Venner."
"Nu smigrer De mig," svarede Carl med et yderst ironisk Smil, og bød Ida Armen for at føre hende ind i det andet Værelse.
Neppe var Døren lukket efter dem, før Julie traadte ind; et Øieblik blev hun staaende for at betragte Zülich. Et vidunderligt Smil, fuld af skjærende Smerte, lagde sig om hans Læber, da han saae Julie, men da hun idetsamme slyngede sin Arm om hans Hals og kyssede ham, forsvandt det, og for et Øieblik luede den gamle, lidenskabelige Lyst op i hans Blik. "Aldrig har jeg seet Dig saa smuk før," sagde hun, og kyssede ham paany, medens hun halv ængstlig betragtede de vexlende Udtryk i hans Ansigt. Det var som om mættet Vellyst pludselig indjog ham en uimodstaaelig Væmmelse, og med iskold Rolighed greb han hendes Haand, medens han pegede op paa Idas Portrait.
"Det har jeg aldrig seet før," svarede Julie.
"Og her hænger hendes Forlovede, men først om nogle Timer tages Forhænget bort," sagde Zülich og løftede idetsamme det grønne Silkegardin. Det var hans eget Portrait i samme Størrelse og Form som Idas. Julie dreiede sig hurtigt om for at spørge om Sammen-
