hængen, da Zülich med et stolt Buk engagerede hende til 2den Dands, og forlod Værelset. Med en krampeagtig Bevægelse mod Hjertet ilede Julie op paa sit Kammer.
Carl var imidlertid atter kommen i misanthropisk Lune, thi Ida havde siden Zülichs Ankomst aldeles forandret sin Opførsel. Hun var taus og næsten frastødende imod ham. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulde troe; Alfreds Harme over Zülichs Fremfærd havde ogsaa smittet ham, dertil havde han følt sig saa forunderlig overrasket ved at see ham optræde her under en saadan Maske, at han i første Øieblik havde behandlet ham lidt uoverlagt, men hvorfor skulde Ida bryde sig om det? Han tænkte bestandigt over det, og vilde hvert Øieblik til at tale med Ida om det, men hun undgik ham. Imidlertid opnaaede han dog sin Hensigt, det spodske Ansigt, han satte op, og den haardnakkede Taushed, han vedligeholdt, imponerede virkelig, og Ingen anede, at den dog i Grunden var paatagen. Vel kjedede Carl sig, thi det er jo rigtignok et ubehageligt Syn, at see sine gode, gamle Kammerater, som man saa tidt har slaaet en gemytlig Sladder af med, gaae omkring som Mumier og læspe haltende Floskler frem om Poesi og Dyd og andre ætheriske Emner, medens Damerne i deres Fryd al-
