des Hjerte, da den store, skumle, ubekjendte By rullede op for hende, hun følte Alt vakle under sig, hun saae paa den store, firskaarne Fragtmand, der med phlegmatisk Ro pidskede paa Hestene, det var den Eneste, hun kjendte af alle disse mange Mennesker, og han var saa kold og saa rolig, han kjendte jo alle de Andre og brød sig ikke om hende, hun pressede de smaae Hænder sammen over Øinene og græd, det femtenaarige Hjerte slog saa beklemt. Hver Aften, naar hun gik i sin Seng, faldt hun i Søvn under en Drøm om sit Hjem og hver Morgen, naar hun stod op, sendte hun i Tanken en glad Hilsen til sine Forældre, det er den bedste Tanke, Barnet eier og naar det mister den, begaaer det den første Brøde. Da hendes Fader var død, havde hun grædt, grædt saaledes som kun Barnet og Digteren græder, Taarer fra Hjertet — hun havde grædt medens hun smilende aftørrede Moderens Taarer.
En Sommeraften, da hun spadserede med een af sine Veninder, havde hun seet Zülich — og hun elskede ham. Hun tænkte aldrig paa ham, hun havde intet Ord, intet Blik fra ham at gjenkalde sig og dog var han i hver hendes Tanke, dog omskyggede han hende i hver hendes Gjerning. Han havde lært hende, hvad hun skulde skrive til sin Moder og Sø-
