havde erindret hende om hendes nærværende Forhold. Siden deres Forlovelsesdag havde hun følt en vis Sky for Zülich, han forekom hende saa kold, at hun næsten blev angst, hvergang han traadte hen til hende. Hun var allergladest, naar hun om Aftenen gik i Seng og uforstyrret kunde overgive sig til Tanken om Carl, hun tænkte tilbage paa den Tid, da hun hoppede omkring med ham paa Strandbredden og hendes Phantasering endte gjerne med en liden Trækning i Haanden, som om hun endnu følte hans varme, faste Haandtryk. Idas Tilstand var ikke undgaaet Zülichs Opmærksomhed, men han var for klog til at søge at gjenvinde Noget hos hende, han behandlede hende med en Finhed og Delicatesse, saa at hun kun sjelden maatte komme til at tænke paa at de vare forlovede, medens han allerede flere Gange med Forældrene havde talt om Brylluppet, der skulde staae, saasnart Ida var fyldt atten Aar. Da Carls Yttring nu pludselig rev hende midt ind i de hende saa ubehagelige Forhold, kunde hun ikke tilbageholde sine Taarer, men Alfred, som var vaagnet strax under deres første Mundhuggeri og med et Smil havde betragtet dem under deres følgende Samtale, gav sig nu tilkjende og ved den milde, rolige Maade, hvormed han ledede Samtalen, glemte snart Begge det
