Aftenen, da Klokken var Ti, gjennem Haven hen paa Skrænten og satte os der under den store Tornebusk, hvor vi saa ofte havde siddet. Alt var stille, Myggen surrede nu og da forbi, men langt bort drønede Østersøen saa huult som aldrig før. Jeg lagde mit Hoved i Dit Skjød og stirrede op paa Himlen, medens Du sang for mig. Dengang var jeg saa underlig glad, men hvorfor blev vi da ikke siddende der altid?"
"Nei, svarede Ida, som om hun endnu følte sig stødt, Du vilde jo kysse mig."
"Dengang var De jo ikke forlovet, Frøken," svarede Carl lidt haanligt, idet han ligesom vaagnede af en Drøm. Ida brast ud i Graad, fra det Øieblik hun var bleven forlovet med Zülich og til nu, havde hun gjennemgaaet den ene Forandring efter den anden. Da Zülich friede, blev hun glad og fortalte sig selv og sine Veninder, at hun var saa lykkelig, som Nogen kunde være; efterhaands som Declarationsdagen nærmede sig, foresatte hun sig at ville blive alvorlig, hun meente ogsaa at have vist sig som en betænksom Huusmoder ved at faae Carl inviteret, da det ellers vilde vare længe, inden der igjen gaves en saa god Anledning. Men da Carl kom, glemte hun Alt og var helst sprungen omkring med ham igjen i den grønne Mark, hvis ikke Zülichs Indtræden idetsamme
