al Umage for endnu at spille den graciøse Laps, hvormange Oldinge vilde ikke agere kraftige Mænd, hvormange gamle Skuespillerinder lade sig ikke sminke og udstoppe for at være 16 Aar i nogle Timer, ja og naar endelig Alt taber sig, naar Oldingen mister det Sidste, han eier, Erindringen, da begynder han instinktmæssigt ligeforfra paa tit Liv for at finde det Sted, han holdt meest af, men han døer gjerne den Aften han om Morgenen red paa Kjephesten — Naturen lader sig ikke spotte. Naar man derfor seer et Menneske, der med Affectacion stræber at hensætte sig i en Alder, han ikke har naaet, kan man rolig slutte, at hans foregaaende Liv har været tomt og indholdsløst.
Under Samtalens Løb spurgte Ida Carl, hvorfor han ikke havde dandset mere?
"Jeg holder ikke af det," svarede han.
"Da holdt Du dog meget af det i gamle Dage."
"Ja naar jeg dandsede med Dig — omkring Høstakkene og Du sang."
"Du har endnu ikke glemt Dine Barndomsminder."
"Minder?" gjentog Carl ivrigt, "de blive aldrig mine Minder. Det er den Tid jeg bestandig lever i. Har Du da glemt den? — Kan Du huske den Aften, da jeg skulde reise om Morgenen? Vi gik om
