selskab; under Spadseretouren derhen havde hun bestandig tænkt: Carl er der vist, men da hun traadte ind og saae ham, blev hun ikkedestomindre betydelig overrasket og forvirret. I Læseværelset havde hun lagt sit Tøi og kastet et lille Blik i Alfreds Speil, men det var for lidet, hun kunde ikke rigtigt see, hvorledes den sorte Silkekjole klædte hende. Hun stod nu i Begreb med at gaae ind i Sovekammeret, da Carl tiltalte hende, og havde efter et kort Overlæg fundet det passende at behandle ham meget koldt, men da hun kom paa Dørtærskelen og saae, hvad han var ifærd med, glemte hun hurtigt sin Beslutning.
"Du maa ved Gud ikke spise alle Kagerne," raabte hun og snappede ham en halv Kage ud af Munden.
"Jo det veed Gud jeg maa," svarede han leende og snappede Kagen tilbage. "Jeg er jo Kjæledægge." Og nu begyndte de at skjændes om Kagerne. Saadan gaaer det altid; naar man er halv Barn iforveien, bliver man det ganske, naar disse lyriske Præludier begynde, som indlede Kjærligheden. Hertil kommer den eiendommelige Lyst hos alle Mennesker, til at sætte sig tilbage i den Livsalder, der har været den meest indholdsrige, der har fængslet os meest — hvormangen gammel Cavaleer seer man ikke gjøre sig
