"Hvor er Julie?" spurgte han efter en Pause med et ironisk Blik til Zülich.
"Jeg veed virkelig ikke," svarede Fru Dahl, "siden Ballet har hun ikke været her. Hendes Dør er bestandig aflaaset, og engang jeg mødte hende paa Trappen, løb hun mig forbi, uden at svare mig."
"Julie?" gjentog Zülich lidt stammende, "var det den unge Pige, der sad her og syede?"
"Ja netop," svarede Alfred leende, "og tænk Dem, Hr. Lieutenant, hun er bleven forført af en Usling, og sidder maaske nu deroppe og sulter sig ihjel, medens vi Andre more os."
Zülich tav og beed sig i Læben. Da han om Natten gik hjem og kom op ad Trappen, saae han en sort Skikkelse følge efter; han lod imidlertid som om han Intet mærkede, og traadte ind i sit Værelse. Skikkelsen fulgte saa hurtigt efter, at han ikke kunde forhindre den i at træde ind med; det var Julie.
"Zülich," hviskede hun sagte.
"Hvad vil Du?" svarede han barsk, da han gjenkjendte hende. "Hvad vil Du her paa denne Tid? Hvad vil Du mig overhovedet? — Giftes? — Skulde man gifte sig med alle sine Kjærester, blev man s'gu godt gift. Hvad kan jeg gjøre for, at Du har sat Dig slige Nykker i Hovedet? Har Du baaret Dig
