ligesaa tosset ad med Dine forrige Kjærester? — Gaa din Vei!"
Julie svimlede. Efterhaanden som hun fattede sig efter Scenen hos Dahls, havde hun søgt at forsone sig med Zülichs Opførsel. Han elsker mig, men min simple Stand — havde hun tænkt, og efter lang Strid besluttet sig til at opgive Moder og Søster og Alt, for at vinde ham igjen. Hun vilde skrive sin Moder til, bekjende hende Alt, vise hende, at det var hendes Lykke, der stod paa Spil, at det jo kun var for Verdens Øine, at hun fornegtede, men at hun i Hjertet elskede hende. Det Offer var hende saa stort, at hun følte, hvor høit Zülich maatte elske hende, naar hun bragte det for hans Skyld. Da hun ikke havde truffet ham hjemme, havde hun stillet sig i Porten, for at vente paa ham. Med hvert Minut steg hendes Haab, og i det Øieblik, han traadte ind i Porten, var hendes Nerver i den Grad spændte, at hun næsten ikke kunde følge ham. Og nu — var atter Alt forbi; et Øieblik stod hun stiv, som om hun var frossen til Døren, da pludselig en skjærende Smerte, der ligesom snørede hendes Hjerte sammen, tvang hende til at skrige. I samme Minut fløi et Glimt af Glæde over hendes Ansigt, og med et usigeligt bedende Blik hviskede hun sagte: "Zülich, jeg er Moder." "Saa!" svarede denne
