noget overrasket, "ja hvis jeg er Fader til Barnet — og hvis det lever, saa kan Du bringe mig det, saa skal jeg sørge for det til det er fjorten Aar." Og dermed stødte han hende temmelig ublidt ud af Døren.
Zülich var et af Naturen særdeles rigt begavet Menneske, men hvad der i Almindelighed følger med store Talenter og udmærkede Evner, havde han ogsaa faaet: Hang til en vis Ladhed. Mangen en stor Aand gaaer tabt for Verden, fordi han i den behagelige Følelse, at han kan gjøre noget Stort, drømmer, at han allerede har gjort det, og saaledes slet Intet gjør. Han lever af gyldne Drømme, indtil Skuffelse paa Skuffelse vækker ham, og han finder sig selv og hele Verden alvorlig og fordringsfuld, som den er. Zülich havde allerede skrevet mange Doctordisputatser i Tanken, da han gik reject til artium, og da han Aaret efter blev Cadet, var han allerede i Phantasien avanceret til General. Alt, hvad han havde tilbage af Aand og Følelse, forstod man saare vel at berøve ham paa Cadetacademiet, hvor man, for at skaffe de stakkels unge Mennesker militair Aand, qvæler enhver høiere og ædlere Sands ved utaaleligt Snerperi — ja saaledes var det dengang, om det er ligesaa nu, veed jeg ikke. Da Zülich befandt sig midt i al dette Smuds, følte han sig yderst ulykkelig, men istedetfor
