niske Storhed at synke sammen til et Intet, og stikke sig Sværdet i Brystet. "Jeg har feilet," hviskede hendes Hjerte, og var det bristet i dette Øieblik, vilde hun have naaet reen som en Engel for Guds Throne. Efter en halv Times Tid kom Alfred tilbage, i en bydende Tone sagde han til hende, idet han tog Lampen: "De kan lægge Dem der i min Seng! De skal blive her i nogle Dage. I Morgen Klokken 7 maa De være oppe, De kan da banke paa denne Dør, jeg er herinde." Alfred gik og laasede Døren af efter sig. Han satte sig til at skrive; han skrev til sin Onkel, Forpagteren, og efterat have fortalt ham omtrent Alt, hvad vi her have seet, baade om sin Kjærlighed til Julie og om hendes hele Skjæbne, bad han ham om at tage Julie i Huset hos sig som Husjomfru eller Meierske. "Husk paa, kjære Onkel, skrev han, at denne store Tjeneste ikke ydes mig alene, men ogsaa en Anden. Tænk paa, at Ingen saa godt kan have hende, som Du, da Du ingen Familie har og at der desuden er den Vanskelighed ved en Fremmed, at han maa underrettes om hendes Forhold for at kunne skaffe hende det Vigtigste, det Eneste tilbage, hun har mistet, Agtelse for sig selv." Alfred havde just faaet Brevet forseglet, da Julie sagte bankede paa Døren, Natten var forløben. Han aabnede
