og hilste hende venligt "God Morgen;" han underrettede hende da om, at han om en halv Time vilde komme tilbage med Klæder til hende og at hun til den Tid maatte have opgivet ham Alt, hvad han skulde gjøre for at bringe hende ud af hendes nuværende Stilling. Med et strengt Øiekast pegede han paa Bordet, hvor der laa Papir og Pen, og dermed forlod han Værelset, som han aflaasede. Julie satte sig næsten bedøvet ned i Sophaen og skrev Alt; da hun var færdig, gik hun ind i Sovekammeret, hvor hun sank ned paa Gulvet og hævede sine Arme mod Himlen. Hun græd og hendes Hjerte sendte Gud en Tak, en Lov, saa reen og oprigtig, som det uskyldige Barns. To Dage derefter modtog Alfred Svar fra Onkelen, han vilde modtage hende og lovede at sende sin Vogn næste Morgen. I de to Dage havde Julie levet i Alfreds Sovekammer under stile Eftertænken og inderlig Bøn til Gud. Alfred havde besørget Alt for hende, bragt hende Klæder og Mad, kun sjeldent talte han mere til hende end det Nødvendige, men skeete det, var det altid med Mildhed og Rolighed. Endnu havde han Intet talt til hende om hendes fremtidige Liv, men hun havde besluttet, at hun næste Dag vilde tale med ham derom. Det var en Søndag Morgen, den sidste October. Det havde frosset stærkt
