om Natten, men Alfred havde Intet mærket, skjøndt han den hele Tid havde siddet stille i sin Lænestol. Store Bevægelser maatte foregaae i hans Indre, thi et stærkt Minespil afvexlede i hans Ansigt. Han rynkede Panden, som om han vilde samle hele sin Kraft i en eneste Tanke. Han stirrede vildt omkring sig, som om han vilde tage Fortvivlelsen til Hjælp for at gjøre sig fortroelig med denne Tanke. Atter klaredes hans Pande, Øiet sænkede sig mildt, medens Læberne sagte hviskede: Carl! Carl! Alt blev stille, han kunde høre Julies Aandedrag fra Sovekammeret, da gnistrede hans Øie, det rullede vildt, Hovedet sank tilbage med et usigeligt smerteligt Udraab: Intet, slet Intet mere. Klokken var syv, da hans Onkels Karl bankede paa Døren og meldte, at Vognen holdt udenfor. "Godt," svarede Alfred, vi komme strax. Julie var oppe; i faae Ord underrettede han hende om hvad der var skeet og henviste hende for Fremtiden til hans Onkel, medens han omhyggeligen indsvøbte hende i en varm Kaabe, han havde kjøbt hende. Da han førte hende nedad Trappen, sagde han med mild Alvor til hende: "Naar Nogen herefter gjør Dig Uret, da ty først til Gud, saa til de gode Mennesker, Du kjender, sidst af Alle til Dig selv. Gud er ikke blot den, der tilgiver, men ogsaa den, der forsoner!"
