og skar Aarerne over ved Foden; Blodet sprøitede ud i Ballen, men det varme Vand forhindrede enhver Følelse deraf. Han foldede sine Hænder over Brystet, saae sig rundt i Værelset og lukkede Øinene; et saligt Smil krusede hans Læber, medens Hovedet sank tilbage mod Stolen, ti Minutter efter var han død.
Noget op paa Formiddagen kom Carl for at besøge Alfred. Da han imidlertid i de foregaaende Dage havde fundet hans Dør aflaaset, gik han først ind til hans Værtinde. Efterat denne nu havde fortalt Alt, hvad hun havde hørt og seet, samt de Formodninger, hun knyttede dertil, gik hun selv med op paa hans Værelse. Lampen stod endnu og brændte døsigt paa hans Bord og udbredte i Forbindelse med det dæmrende Daglys, som de halvfrosne Ruder indlod, et uhyggeligt Tusmørke. Den indespærrede Luft og Værelsets uordentlige Udseende bragte Carl til at studse, men da han saae Alfreds Stilling, brast han ud i Latter og raabte, at han nok var falden i Søvn i Vadskerballen. Den gamle Kone bemærkede strax at Ballen var fuld af sort, levret Blod og greb hurtigt det ene Been. En Gysen gjennemfoer hende, det var ganske koldt og da hun løftede det op, viste den dinglende Fod et skrækkeligt, gabende Saar. Med et Skrig styrtede hun ud af Værelset og ilede ned paa
