i min Søgen." Under disse Ord havde han taget Haanden fra Øinene og saae paa Werner med et bedende, bebreidende Blik; denne var standset foran ham og betragtede ham med Forbauselse. Murino var næsten smuk i dette Øieblik; en frisk Rødme bedækkede hans ellers guulbrune Kinder, medens det halve Lys gjennem Lampekuplen kun svagt viste hans andre Træk. Just som Werner vilde svare ham, fortsatte han som for sig selv: "Og naar jeg nu finder min Broder, saa er han maaske gift — saa kan jeg finde i hans Familie den Fred og Ro, som Naturen har nægtet mit brændende Hjerte. I mit Bryst syder det som kogende Olie — mit Liv har kun været en lang Kjæde af skuffede Forhaabninger — og nu mit sidste, mit bedste Haab — den Engel, der skulde trække mig fra Afgrundens Rand, der bestandig skulde vaage over mine Tanker og min Lykke — hun" —. Her brast han ud i en krampeagtig Graad og knugede Hænderne sammen over Panden, men da Werner halvt for sig selv yttrede: "er dette virkelig Sandhed? Kan jeg troe Dem?" sprang han vildt op og greb Werners Haand: "Nei for Gud i Himlens Skyld tro mig ikke! Det er Løgn. Mit hele Liv er kun en altfortærende Lidenskab, en evigt ædende Bitterhed, en uudslukkelig Tørst efter Løgn, Bedrageri og Ondskab.
