Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/170

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
162

mødes vi engang sammen — og saa bringer jeg en tredie Mand med. Ja see ikke saa forundret paa mig! De veed godt, hvem jeg mener. Jeg skal gjøre Alt for at finde Deres Broder — og Testamentet, Halvdelen af Deres Eiendom, er i mit Værge."

"Jeg vil give Dem de 10000 Rbd., De skylder mig, naar De overlader mig Testamentet," raabte Murino, idet han sprang op og greb Werner om Armen."

"Troer De, jeg er en Kæltring?" svarede denne og stødte ham tilbage i Sophaen.

Murino sad en rum Tid aldeles ubevægelig i Sophaen med Haanden for Øinene, medens Werner med hurtige og faste Skridt gik op og ned ad Gulvet. Lidt efter lidt vendte Livet atter tilbage i ham igjen, Brystet gik voldsomt og en zittrende Bevægelse med Haanden antydede, at han nu og da aftørrede en Taare. "Herr Werner," sagde han langsomt og blidt, som om han havde kjæmpet en Kamp med alle onde Magter og seiret. "Mellem os er Alt forbi, skal Alt være uddøet og glemt — kun lov mig, at De trolig vil hjælpe mig, at søge min Broder. Forhen har De skjult dette Testamentes Tilværelse for mig af Egennytte, men nu, da jeg er bleven forsmaaet af Deres Datter, giv mig det nu tilbage og hjælp mig