"Hvad?" raabte Werner hidsigt, "troer De, jeg sælger min Datter?"
"Nei Gudbevares", svarede Murino spodsk. "Det var ikke min Mening, jeg forandrede blot Thema. De har naturligvis forebragt Deres Datter mine Ønsker og — Svaret?"
"En Kurv — naturligvis," svarede Werner koldt og vendte ham Ryggen.
"Hvad? en Kurv? mig? — Pigenykker, men De, som en fornuftig Familiefader maa naturligvis her tvinge Deres Datter til at blive lykkelig. Mig — en Kurv — som har 8000 Rbd. at leve af om Aaret."
"Om De saa havde det Dobbelte, De fik hende aldrig. Nu kjender jeg Dem — bedre, end De maaske troer."
"Nu saameget desto bedre, saa kan De altsaa indsee, at jeg i overmorgen maa have de Penge, De skylder mig — eller Fridas Haand."
"Jeg kan ikke skaffe Dem Pengene, men — tag Alt, hvad jeg eier, jag mine Børn tomhændede, som forvildede Faar ud i Verden, efterlad mig nøgen i min tomme Bolig — min Fridas Lykke kan ikke kjøbes for dyrt, selv om jeg skal give den sidste Krumme Brød ud, jeg har. — Men da, Herr Kammerjunker,
