Slag paa Lænestolearmen, at Lampen klirrede paa Bordet. Fra Werner reiste sig ganske forfærdet og selv Henriette glemte sin Munterhed ved det alvorlige Udseende Scenen lige medeet antog. Lidt efter lidt stilledes dog de oprørte Gemytter igjen til Ro og snart havde en gemytlig Sortepeer udslettet ethvert ubehageligt Indtryk. Vi ville nu see, hvad der passerede inde i Studerekammeret.
Murino kastede sig skjødesløst ned i Sophaen og betragtede et Øieblik Werner stivt, men denne var ikke vant til at slaae Øiet ned for Nogen og skjøndt Vrede, Forundring og Angst pinte ham, holdt han dog Stand.
"De skylder mig Penge, Herr Werner," udbrød Murino medeet og betragtede et ligeoverfor hængende Portrait gjennem sin Lorgnet.
"Hvorfor minder De mig om det, Herr Kammerjunker?" svarede Werner roligt.
"De skylder mig mange Penge," vedblev Murino ligegyldigt. "Jeg har betalt Deres gamle Gjæld, jeg har laant Dem Penge, til at udstyre Deres Datter og nu holder jeg begge Deres Sønner i Kjøbenhavn."
"Jeg veed det, men hvad mener De?"
"Nu," vedblev Murino og legede med sin Lorgnet, "naar holder jeg Bryllup med Deres Datter?"
