"Her Kammerjunkeren tager feil," svarede Jomfru Knap arrig og neiede dybt.
"De er forkjølet", vedblev Murino med spottende Ømhed, som om han ikke havde hørt, hvad der blev sagt. "Deres Stemme er hæs og rusten, som om De var bleven 50 Aar, siden jeg sidst saae Dem."
"Det er Jomfru Knap," skreg Frederiksen ganske høirød i Ansigtet.
"Ah! c'est mamsel Knap," udbrød Kammerjunkeren ganske ligegyldigt. "Ja saa tog jeg feil." Derpaa gav han sig ganske ugenert til at lege med sin Lorgnet og da Ingen vilde afbryde den igjen indtraadte Taushed, der selv begyndte at pine ham, sagde han ganske phlegmatisk til Pastor Werner: "maa jeg tale med Dem paa Deres Studerekammer." Werner greb Lampen og gik foran. Murino fulgte ham med et Buk for Selskabet.
Neppe var Døren lukket, før Henriette brast ud i en høi Latter og raabte: "han er jo aldeles vanvittig." "Han er er en Nar," svarede Jomfru Knap næsten grædende. "Nei han er ondskabsfuld," hviskede Frida og kastede sig høit hulkende om Frederiks Hals. "Ja, ved den levende Gud, han er ondskabsfuld. Ondskabsfuld er han, saasandt jeg hedder Frederiksen." Denne Kraftyttring ledsagede han nu med et saa vældigt
