Man ventede her næsten med Angst Murinos Tilbagekomst, især Jomfru Knap, som med Ryggen mod Døren syslede saa sagte med Anretningen, at man skulde have ondt ved at mærke hendes Nærværelse. Murino opdagede hende imidlertid strax og styrede ligehen imod hende, men hvor forbauset blev ikke hun og hele Selskabet, da han med et simpelt Buk for hende og med en næsten bedende Stemme sagde: "Jeg har saaret Dem, Jomfru Knap. Det er Drengen, der søger at retfærdiggjøre sig, men Manden tilstaaer aabent sin Forseelse og beder om Forladelse. Vil De glemme og tilgive mig?" Jomfru Knap neiede, rødmede, saae dig omkring, for at see om det var rigtigt hun gjorde, og da intet Ansigt udtrykte nogen bestemt Følelse, neiede hun igjen og rødmede. Murino satte sig nu tilbords mellem Fru Werner og Ludvig, som han begge converserede med en saadan inderlig, uskyldig Munterhed, at Alle snart glemte, at det var ham, der var tilstede.
"Naa, Drenge, hvordan have I det egentlig i Kjøbenhavn?" sagde Werner i Samtalens Løb, idet han drak et Glas Vin. "Jeg har ikke faaet talt rigtigt med Eder endnu."
"Fortrinligt," svarede Ludvig med Munden fuld af Kage, "naar Du blot vilde sende os nogen mere Mynt,
