vedblev hun heftig med Taarer i Øinene, "giv dem Alt, hvad Dit gode Hjerte kan undvære og dersom de vare her — skulde de nok faae en glad Juleaften."
"Det have de", hviskede Frederik sagte. "Wilmot har bedet sin Værtinde om at sende dem nogen god Mad i Aften og det gjør hun ogsaa."
"Efter min Mening", sagde Murino, idet han reiste sig fra Bordet, "er dette Træk saa ædelt, at det aldrig kan tillade Nogen, idetmindste ikke mig, at glemme de ulykkelige Sødskende paa Høibroplads."
Da Selskabet efter Bordet atter kom tilbage til Dagligstuen, laae her alle Julepresenterne udbredte paa Divansbordet, hvilket Henriette havde besørget. Midt paa Bordet stod en lille, nydelig, blankpoleret Maskine og ved Siden af den en pletteret Theepotte, hvilke to Ting naturligviis strax vakte Ludvigs Opmærksomhed.
"Det er jo Jomfru Knaps Maskine, som hun har arvet efter sin Bedstemoders Datterdatter," raabte han.
"Ja", svarede Jomfru Knap, "jeg har nok seet, at Herr Frederiksen ingen Maskine har og saa tænkte jeg, det var bedst, at jeg forærede ham min."
"Og Theepotten?" spurgte Ludvig videre.
"Den er til Jomfru Knap," svarede Frederiksen stolt.
Henriette løb strax ud af Stuen, for ikke at
