quæles i sin Latter. Frederik trak imidlertid Frida hen til Bordet og pegede paa en lille fiirkantet Æske: "den er til Dig," hvidskede han med glædestraalende Ansigt, men just som Frida strakte Haanden ud for at tage den, greb Murino hende om Armen og lod et massivt, med Rubiner tæt besat Armbaand glide ned paa hendes Haandled.
"Den Gave var for kostbar," sagde Frida, idet hun rakte ham Haanden og takkede.
"Nei, Frøken, ikke til Dem," svarede Murino med en underlig, veemodsfuld Betoning, der indtog Alle, kun ikke den, den gjaldt; hun hørte altfor vel det Skurrende og Affecteerte, men ikke desto mindre havde dog Murino i Aften for første Gang behaget hende nogenlunde. Hun greb nu med Heftighed Papæsken, lukkede den op og fandt et Maleri, forestillende et Skovparti, indfattet i en af Frederik selv udskaaren Nøddetræes-Ramme i den; et Blik paa Maleriet var nok, hun gjenkjendte Stedet, rødmede og sneg sig ud af Værelset.
Ingen mærkede imidlertid hendes Fraværelse, Enhver havde travlt med at besee det, han havde faaet og modtage Tak for det, han havde givet. Pastor Werner gik op og ned ad Gulvet med en storblomstret Slobrok uden paa Frakken og hver Gang, han fik sig selv at see i Speilet, maatte han hen og kysse sin
