Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/188

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
180

Livet, thi det er en Kundskab, Enhver selv den Usleste har. Her i vort Bryst har Gud nedlagt en Samvittighed, som siger os, hvor vi skulle hen og forstaae vi dens Bud, saa forstaae vi arse vevende, som Hans Velærværdighed siger. Folk, som slet ikke komme os ved, skulle vi ingen Mening have om, thi dømme vi dem feil, have vi en svær Skyld paa vort Hjerte, og Folk, vi daglig omgaaes, skulle vi troe det Bedste om, saalænge vi kunne det. Jeg vil før lade mig bedrage een Gang, end forkleine nogen Mand."

"Lad os to være Venner," sagde Wilmot og rakte Frederiksen Haanden, som denne greb hjerteligt, men atter fulgte et af disse spørgende, stirrende Øiekast, der søgte at gjennemtrænge Wilmot, og atter bragte det denne til at rødme. Nu traadte Frida ind; med bankende Hjerte og næsten skjælvende hilsede hun Wilmot og fortalte, at hun havde seet ham engang i Sommerferien paa Magnehøi. Samtalen dreiede sig nu om Grevinde Gyldenhjelm og andre ubetydelige Ting — ubetydelige, forsaavidt de ikke angaae os — indtil Middagstiden nærmede sig. Fra Werner og Henriette gik ud, den Ene for at see til i Kjøkkenet, den Anden for at dække Bord i Spisestuen. Werner bad Frederiksen og Ludvig om at hjælpe sig lidt med Ordningen af Offret og sendte, idet han gik ind i sit