Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/187

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
179

hentes fra smudsige Steder. I det Øieblik, jeg kjender Smudset, skammer jeg mig mindre, naar jeg bliver ureen. Ja vor Dømmekraft famler, Grændselinien mellem reen og ureen smelter sammen med Grændsen mellem reen og smudsig. Jeg troer, at sand, nyttig Menneskekundskab skal og maa hentes fra det huslige og selskabelige Liv; ogsaa der finder man desværre kun altfor ofte Charakterer fra Livets Skyggeside."

"Jeg troer virkelig, Hr. Pastor, at det her bliver Vane og ikke klar Overbevisning, der regulerer vort Liv, men en saadan Vane kan saa grumme let vakle, naar Livet trykker os. Den, der kun færdes i det selskabelige Liv, mangler Bevidstheden om, hvad han maa vogte sig for, ham fattes det bedste og sikkreste Middel til at lægge en Plan for sit Liv, nemlig Sammenligning."

"Sammenligning — nei — det nytter Dem ikke, at see et Stykke Tøi paa Vrangen, naar De vil kjøbe det."

"Jo, Hr. Pastor, netop, thi jo mere Vrangen ligner Retten, jo ægtere er Tøiet."

"Ja, der fik De Ret", svarede Werner smilende, "men det var, fordi min Lignelse haltede."

"Nei, seer De min Herre", udbrød Frederiksen næsten rørt, "man skal ingen Steder søge, at kjende