førend det er for seent. I ville ikke være fornøiede med den Natur, I have; I ville danne Eder en anden af Eders Vaner, men den eneste Nytte, I faae deraf, er, at I vænne Eder til med Frækhed at udraabe i Eders Dødsstund, naar Alt er forbi: jeg døer glad, thi jeg har forberedt mig til et andet Liv. I Taaber! naar ville I lære, at Intet er Forberedelse, at Intet er relativt, men at hvert Minut af Eders Liv er noget Absolut, der er spildt, naar I ikke have anvendt det for dets egen Skyld?"
Valdemar forstod ham ikke og maatte derfor indskrænke sit Svar til et forbauset, spørgende Øiekast, men Høllo syntes at have sagt, hvad han vilde; han laa taus paa Sophaen med halvtillukkede Øine. Rudolph havde imidlertid stedse forceret sin Nynnen og forvandlet den til en uhyre Operasang; under mangehaande komiske Fagter var han avanceret midt ud paa Gulvet og stod her med Bogen i den ene og Piben i den anden Haand og forehylede til en grusom Melodi nogle ligesaa grusomme Vers. Valdemar sad som forstenet over denne Bersærkergang, og da han atter vendte sig om for at begynde en Samtale med Høllo, maatte han uvilkaarlig slaae Øinene ned for det dybe, skarpe Blik, hvormed Høllo i dette Øieblik ligesom gjennemskuede ham. Saaledes piint paa den ene Side
