af Høllos gjennemtrængende Blik og plaget paa den anden af Rudolphs Latterligheder, greb Valdemar til det Middel, som alle Forlegne tye til, han pillede paa sine Vesteknapper og — forøgede naturligviis derved sin Forlegenhed. Men nu som altid var Skjæbnen ham gunstig; Pigen meldte i samme Øieblik, at Aftensbordet var dækket. I et Nu var Høllo i en Frakke og ilede med et kort Nik til Begge ud af Døren; Rudolph satte i tre Spring ned ad Trappen med den Forsikkring: at hvis hans Værtinde ikke havde Mad til ham strax, naar han kom hjem, vilde han see hende hængt; Valdemar stod et Øieblik som i Drømme og stirrede henimod den Dør, hvorigjennem Høllo var forsvunden, gik derpaa langsomt hjem, ikke for at læse, men for at — græde.
Af Høllos Dagbog.
1ste Mai 1842
Kjære Moder! slumrer sødt i tause Muld!
Taarepilen græder over Graven.
Kjære Moder! smiil fra Din Himmel, huld!
See! Din Høllo græder her ved Graven.
