"Ja — men naar jeg beder Dem om det? Ikkesandt? for min Skyld gjør De det."
"Nei," svarede Frida bestemt og fortsatte tankefuld, idet hun betragtede Blomsten, "jeg har kun eengang baaret en rød Rose, da jeg bar min Søsters Brudeslør — maaske skal jeg engang selv flette mit Haar med en Myrtekrands, men ellers bærer jeg ikke Blomster, før man pynter mig med de hvide Roser og Lillierne."
"Fy! afskyelige Tanke. — Dette er jo Trofasthedens eviggrønne Blad og Haabets dybe, dunkelblaa Blomst."
"Vilde De da have, at mit Haab skulde visne hen paa een Nat. Nei saa gjemmer jeg den for, saalænge jeg lever her i min Bog."
"Til Minde om mig ," spurgte Wilmot sagte.
"Ja," svarede Frida og saae paa ham.
"Saa, giv mig Din Haand, Frida." Og aldrig trykkede to Hænder hinanden kjærligere og trofastere. Frida og Wilmot saae paa hinanden, som om de vilde sige: der er godt, hvad jeg har gjort. Det kunde ikke være anderledes. Jeg er lykkelig.
"Har Frøkenen været paa mange Baller iaar?" lød en affecteert Stemme fra Værelset ved Siden. Lidt forundrede gik de hen i den aabne Dør og saae
