nu Ludvig staae fuldkommen balklædt foran Speilet, med Hatten i Haanden og en uhyre Sløife paa det hvide Halstørklæde, der sad saa stramt, at han næsten ikke kunde dreie Hovedet. Under mangehaande Gebærder fortsatte han sin Monolog. "Har Frøkenen været paa mange Baller iaar? — Aa ja, paa fire — Har De moret Dem godt? Og Guds Død og Pine, dersom hun svarer "nei", saa er det, fordi jeg ikke var med." Med disse Ord satte han sin gabende Mund tæt op til Speilet for at see, om hans Tænder vare smukke, men opdagede idetsamme Wilmot og Frida. Han blev imidlertid saa forvirret, at han ikke opdagede, at de stod med hinanden i Haanden. Efter et Secunds Betænkning, dreiede han sig rundt paa Hælen og kastede Wilmot sin Hat i Hovedet, denne undgik Hatten ved et Sidespring ind i Salen, medens Frida overgivent leende klappede ham paa Kinden, idet han bukkede sig for at tage den op og raabte: "Du er forelsket Ludvig."
"Det veed jeg s'gu nok, Tøs," svarede han lakonisk, tørrede sin Hat af med sit Lommetørklæde og slændrede ind i Salen.
Her glemte han snart den hele Affaire, thi Henriette kom trækkende med Frederiksen og med uhyre Latter og al mulig Godmodighed tvang hun ham til
