at dandse Wienervals med sig. Henriette var deilig i Aften; en lille Kniplingskappe sad ret coquet paa Haaret, hvis mørke, fyldige Krøller utvungent faldt ned paa hendes hvide Hals; en lys Silkekjole omfattede snævert hendes smækkre Taille og slæbede med sine rige Folder et halvt Quarteer hen ad Gulvet. Lystigheden tiltog og Ludvig begyndte at tralle Champagnegallop, idet han med Hatten paa Hovedet og Hænderne i Siden valsede rundt i Salen, saa alle Lysene zittrede. Medeet blev Henriette staaende og udbrød, idet hun truede med Fingeren: "uartige Frederiksen! De har faaet mig til at glemme, at jeg skulde hente Moder hendes Kappe," og med disse Ord fløi hun igjen ud af Salen, gjennem det Værelse, hvor vi nyligen have seet Ludvig figurere, ind i det yderste Kammer, hvor hun sprang op paa en Stol og nedtog en Spaanæske, der stod paa Klædeskabet. Dette Værelse, der ellers førte Navn og Titel af Pulterkammer, var i Aften smykket op med den fra Spisestuen udflyttede Sopha, et Divansbord og Præstens Læselampe, og saaledes forvandlet til en hyggelig, lille Stue.
Gjæsterne begyndte alt at samles og Musiken at præludere inde i Salen; Jomfru Knap bød Thee omkring, men kom i sin Glemsomhed til at byde Hr.
