Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/197

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
189

— tilkommende Svoger — ja Fru Werner havde naturligvis ikke kunnet fortie Noget for sin Kjæledægge. —

Anden Dands var forbi. Wilmot havde dandset første Dands med Frida og kom nu for atter at engagere hende, men Frida hviskede sagte til ham: "Nei, gjør mig den Tjeneste, at dandse denne Dands med den lille Dame der i den blaa Kjole. Det er Møllerens Datter; hun er ikke smuk, men hun dandser virkelig godt og jeg har seet, at det bedrøver hende, at hun har siddet begge disse Dandse over."

"Aa, Frederik har jo inclineret flere Gange for hende," svarede Wilmot bedende.

"Har han? O! det var godt, men dands nu med hende; hun vil saa gjerne dandse og hun har ingen Cavalleer". Frida trykkede hemmelig Wilmots Haand for at bestikke ham og ilede bort.

Tredie Dands begyndte. Wilmot engagerede den lille Møllerdatter, der glad overrasket kastede sit Schawl og ret uskyldigt hang sig ved hans Arm; de kom netop til at staae lige for Døren til Spisestuen, hvor Murino, der ikke dandsede, stod og lænede sig opad Dørstolpen, medens han med en impertinent Mine lorgnetterede Damerne.

"Ah! Monsieur Wilmot; naa hvorledes befinder