holdt hende saa fast i sin stærke Arm, at han næsten bar hende og hun kun med Taaspidsen kunde røre ved Gulvet. Henriette følte det Behagelige ved saaledes at blive ført og lagde ikke Mærke til, at Murino, da han dandsede ud med hende, ikke inclinerede, men vedblev at valse saa hurtigt rundt med hende, at hun tilsidst aandeløs maatte bede ham at holde op, fordi hun var træt; Murino førte hende hurtigt ind i det før nævnte, yderste Værelse, hvor hun halv besvimet sank ned paa Sophaen. Murino ilede ud og kom hurtigt tilbage med en Kande afbrændt Vin og to Glas. Efter dette Bevis paa Omhyggelighed, satte han sig ned i Sophaen ved Siden af hende og bød hende taus af Vinen; selv nedskyllede han det ene Glas efter det andet og Henriette, hvem den lunkne Vin lædskede og svalede, lod sig af hans Exempel forlede til at gjøre det Samme, medens hun halv bevidstløs og med stærkt aandende Bryst lænede sig tilbage i det ene Sophahjørne. Enhver kjender nu vist denne underlige, behagelige Følelse, der lægger Bes1ag paa hele vor Bevidsthedskreds, naar man har dandset formeget og derpaa kjølnes, lædskes og magelig kan udhvile sig, medens Tonerne endnu bruse i det Fjerne og næsten flytte Dandsesalen ind i vort Kammer. Henriette var nærved at slumre; Murino bøiede sig
