Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/204

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
196

Henriette, slængte han sig igjen ned i Sophaen, tog en Svovlstik ud af en lille Æske og tændte Lampen, idet han mumlede: "fordømt! ikke en Eneste har seet hende. Hvorfor Satan stak jeg ikke Nøglen til mig og holdt hende, for at Alle kunde finde hende her ene med mig i et mørkt Værelse? Fordømt, nu maa Wilmot bort, om han saa skal rystes væk af Jordens Overflade. — Tossede Tøs! hvor herligt kunde Ilden her ikke have ulmet under Asken! Gamle, giv mig Frida eller jeg lader den med et Ord bryde ud i Flammer og vanærer Din Datter!" Murino hensank i Drømmerier over sit mislykkede Forsøg paa at compromittere Henriette og vækkedes først ved at Frederik traadte ind og ret venligt smilende satte sig ned ved Siden af ham.

"De er nok træt, Her Kammerjunker?"

"Ja, jeg dandsede ogsaa for voldsomt."

"Og nu sidder De her og hviler Dem ud paa Deres Laurbær. Naa! har De alene drukket Alt dette?"—

"Ja, afbrændt Rødvin er min Passion. Skænk mig et Glas! — Tak! — Lad os drikke Dus, min unge Ven, vi blive jo dog snart Svogre. — Saadan, heelt ud — Du morer Dig nok godt i Aften? jo, jeg har seet, hvor beskedent Du courtiserer den lille