hurtigt afsted med sig. Neppe vare de gaaede et Øieblik, før Wilmot under et intetsigende Paaskud gik fra ham og vendte om igjen, men Ludvig fulgte ham i Frastand og saae, hvorledes han omarmede den gamle Kone, tog hende under Armen og førte hende hjem til sig. Da jeg nu senere spurgte ham nøiere om Sammenhængen, fortalte han mig, at det var hans Bedstemoder og at han havde maattet laane denne Sum af Ben Ismail for at kjøbe hende en Plads i en offentlig Stiftelse, hvor han hver Løverdag besøger hende. Da jeg nu gjorde ham det samme Spørgsmaal angaaende Grevinden, lagde han Haanden paa min Mund, rystede paa Hovedet og talte ikke mere derom. Det maa altsaa være en Sag af stor Delicatesse men imidlertid har den foraarsaget ham mange Bryderier."
"Hvor boer den Jøde?"
"I Læderstræde paa en Quist. Men hvad nytter det?"
"Maaske dog," svarede Murino, idet han reiste sig, "men tael ikke til Nogen om det."
Et Quarteerstid efter forlod Murino Ballet og kjørte — ikke hjem, men til Kjøbenhavn.
Først Klokken fire om Morgenen tog de sidste Gjæster hjem fra Ballet. Ludvig laa med oprevet
