mig i Kaadhed igaar Aftes, at han var forelsket i hende og at han idag vilde anholde om hendes Haand. Det var muligt, at De og hun i deres Overraskelse kunde have svaret "ja", og da — havde De givet Deres Datter, som De ikke vil betroe mig, i Hænderne paa en Skammelig. Trods den Agtelse, han burde bære for Grevinde Gyldenhjelm, hans Velgjørerinde; trods de Opoffrelser, hun af sit gode Hjerte gjør for ham, har denne Usling ved et tøilesløst og udsvævende Liv styrtet sig i en uhyre Gjæld. Igaar Aftes vilde jeg Intet sige — thi jeg taler aldrig uden Bevis, men her er det — Gjældsbreve fra Jøden Ben Ismael — som jeg har indløst af Medlidenhed med den stakkels Djævel."
Werner greb dem mekanisk, saae stivt paa dem og hans Faderhjerte slog tungt. "Og mine Sønner?"
"Ere maaske heller ikke rene. Men deres Hjerter ere gode og derfor maa De stræbe at redde dem, inden de synke saa dybt, at Tilbageveien er umulig. Ræk dem Haanden og løs dem fra denne Ven, der ellers trækker dem med sig i Fordærvelsen. Allerede idag maa han ud af Huset."
Wilmot traadte ind fra Spisestuen; han blev noget forandret ved at see Murino, men efter et Øie-
