bliks Taushed havde han fattet sig og bad Werner om en Samtale i Eenrum.
"Jeg veed, hvad De vil," svarede Werner koldt og fortsatte derpaa lidt hidsigt, "men det bliver der Intet af. — Jeg kjender Deres hele Forhold og har De beplettet mine Sønner, skal De ikke oftere faae Leilighed dertil. — Hvis De nærer en virkelig sand Følelse for min Datter, saa drag Dem den til Indtægt og lad den vise Dem den rette Vei i Livet. — I mit Huus — det giør mig ondt, jeg holder meget af Dem — men jeg ønsker ikke længer at see Dem her."
"O! min Fader, min Fader! dersom Du saae mig i dette Øieblik, vilde Du græde Blod," hviskede Wilmot og var nærved at synke om.
Idetsamme styrtede Frederiksen ind af Døren med Testamentet i Haanden. "Her er Testamentet, Deres Velærværdighed," raabte han jublende, "og her er Manden. O! min kjære, kjære Harald, lad mig trykke Dig til mit Bryst."
"Gamle, taabelige Nar," udbrød Wilmot med den dybeste Fortvivlelse, "see her Frugten af Din Gjerning! Hvorfor tav Du ikke? — Han har nægtet mig sin Datters Haand — han har forspildt mig sine Sønners Venskab — ja han har vist mig bort fra sit Huus, fordi jeg er — Bastard."
