"Intet Hykleri min unge Herre! De veed meget godt, at man i vore Dage er hævet over slige Latterligheder. — Dette Testamente gjør Dem til en meget rig Mand og sætter Dem istand til endnu en Tid lang at fortsætte Deres Udsvævelser. — Nu kan De selv betale Ben Ismael Deres Gjældsbreve, men jo rigere De er, desto farligere er De ogsaa."
"Er De rasende, Deres Velærværdighed," raabte Frederiksen. "Han udsvævende — han er min Sandten renere end baade De og jeg. Han laane Penge af Ben Ismael, for at svire dem bort — saa læs da selv dette Brev, jeg fik fra ham i Aftes."
Medens Werner læste Wilmots Brev, snappede Murino ham Testamentet ud af Haanden og kastede det ind i Kammen. Frederiksen sprang til og greb ham om Armene, men Testamentet flammede allerede.
"Aa! Skurk, det nytter Intet. Procuratoren har ogsaa eet."
En ligbleg Farve lagde sig ved disse Ord af Frederiksen over Murinos Ansigt; hans Øine flammede, men sank ind i Hovedet, han vaklede henimod Døren. Næste Dag begav han sig til sit Gods i Slesvig.
Werner tog Wilmot i sine Arme og en Taare trængte sig frem i hans Øie. En halv Time efter var hele Familien forsamlet om det unge Brudepar.
