kunde lede sin Søn med et Bændel om Brystet hele hans Liv igjennem."
Da Høllo idetsamme reiste sig og med et kort Buk forlod Værelset, udbrød Madam Spindler forbittret: "han er jo formelig næsviis."
"Nei Moder! det kan Høllo ikke være. Jeg troer snarere" — han fik ikke sagt mere, thi Høllo begyndte idetsamme at spille. Uden egentlig at være Kunstner, forstod han dog ved Kraft og Smidighed at aflokke Instrumentet saa følelsesfulde og indholdsrige Toner, at selv den correcte Kunstner maatte henrykkes deraf. Efterat have spillet den danske Tappenstreg med stor Kraft, præluderede han over i nogle blide, veemodsfulde Phantasier og selv længe efterat Spindler havde forladt Værelset for at gaae til Hvile, aflokkede de sidste, hendøende Toner af Instrumentet den gamle Kone en Taare — en af disse Taarer som Øiet saa sjeldent græder, naar Hjertet strømmer over af inderlige, ubestemte Følelser.
Høllo og Valdemar nærmede sig bestandig mere
til hinanden; et usynligt Baand syntes ligesom at
omslynge dem, en ukjendt Sympathi forbandt dem til
