et eneste Hele. Ofte naar Høllo i det daglige Liv med bitter Spot ironiserede over Alt, det Onde som det Gode, og med kold Foragt for hele sin Omgivelse kun fulgte sit Lune, traadte Valdemars blide, religiøse Gemyt op som en Mægler mellem ham og Verden. Ofte naar Høllo gik til den modsatte Yderlighed og med overdreven, næsten kjælen Varme coquetterede med sine Venner og Bekjendte, viste Valdemars ædle Selvfølelse sig som hans rette Tugtemester. Ofte sad Høllo og Valdemar hele Aftener sammen, men her i Eenrum syntes Rollerne at være ombyttede; Valdemar skriftede som den ømme, tillidsfulde Søn hver Følelse, hver Tanke, modtog Raad og Rettelser af Høllo, og naar denne undertiden yttrede en Mening eller fremsatte en Paastand som grundet i Erfaringer fra ham selv, kunde Valdemar kun forbauses og skrækkes. Der var en uudgrundelig Dybde i hans Tanker, en slaaende Fremstilling gav hans Meninger Præget af den klareste Sandhed og dog vare disse Meninger ofte saa indbyrdes modsigende, saa forskjellige fra hans Handlinger, at Valdemar ikke kunde danne sig et Hele af dem; han svimlede, naar han skuede ind i denne Sjæl, som om han stirrede ned i en dyb Afgrund, hvis takkede Kløfter skjulte sig i Mørkets Mulm. Og naar nu Høllo undertiden afbrød
