og hele Skolen en masse skulde ud at probere Isen. Uagtet Solen skinnede klart, frøs det dog stærkt og Enhver har vist erfaret den oplivende Indvirkning et saadant Veir midt i en stræng Vinter har — ja Herregud, vi ere nu engang Mennesker og vi maae finde os i at endogsaa Veiret kan have Indflydelse paa vort Humør. Paa Valdemar syntes det derimod at have gjort den modsatte Virkning; med Hovedet sænket ned mod Brystet, med Armen ligegyldigt hængende over Stoleryggen og Benene udstrakte paa Gulvet, saae han ret ud som den Kjedelige. Det var ham som om denne Ferie havde revet ham ud af hans sædvanlige Beskjeftigelser og efterladt ham en Tomhed, han ikke forstod at udfylde.
"Men siig mig engang, Valdemar, hvor er De egentlig fra? Jeg veed jo ikke engang, hvilket Bøotien, der har frembragt Dem? hvor og hvad Deres Fader er?"
"Jeg har ingen Fader," svarede Valdemar fortrydelig og trak sig i Underlæben, som om Høllos Spørgsmaal havde afbrudt en ham meget interessant Tankerække. Høllo, som troede ufrivilligen at have saaret ham ved et Spørgsmaal, der maatte opvække sørgelige Minder, lod derfor som han ikke forstod ham
