"Hvad behager?" udbrød Valdemar forskrækket. "Hvad er han da?"
"Et Menneske som De og Jeg, men en reen, blank Menneskenatur, et Menneske uden Feil , men derfor ikke Gud. Han var Menneskenaturens skjønneste og høieste Produkt, et Ideal af Viisdom og Aand, i hvilket den stagnerende Verdensaand havde concentreret sig. Det var i Tidsrummet for Christus, som om Naturens Udvikling stod stille, for at samle Kræfter til at føde ham. Hvad han sagde, er derfor ogsaa den Dag i Dag det Viseste og Bedste, der kan siges, men hvad han gjorde, er morsomme Smaahistorier à la Andersen, som den apostoliske og første christne Tids skabende Selvbevidsthed i sin Beundring ikke har kunnet lade være at danne. Maaske han ogsaa af en særegen Gave til at kjende Naturens Kræfter har kunnet udføre Ting, der for vore Øine synes vidunderlige, men som en senere Tid vil vide at forklare. For Øieblikket maae vi erklære de fleste af hans Mirakler for Absurditeter, Umuligheder. Jeg kjender ogsaa flere gamle Kjærlinger paa Landet, der kan helbrede Folk ved nogle ganske simple Urter, fordi de ligesom af et Instinkt forstaae at bruge dem paa en vis Maade saaledes, at deres Kræfter faae en rigtig Anvendelse."
