Valdemar, der aldrig havde hørt noget Saadant yttres før, som aldrig engang havde anet, at der gaves Folk, der ikke vilde troe, der aabenbart turde negte, blev aldeles overvældet af Høllos Ord. I et Nu havde han fattet mange af Høllos Yttringer, han før ikke havde forstaaet, men i samme Nu lagde sig ligesom en tyk Taage over hans egne Tanker. Høllos Ord vare saa klare, saa bestemt fremsatte og imod dem havde han Intet at stille uden sin subjective Tro, sit barnlige Hjerte og selv dette stivnede jo i hans Bryst. Havde han været lidt forberedt, vilde saadanne Ord kun have vakt hans barnlige Overbeviisning til en Selvbevidsthed, men nu kunde de kun kaste et Tvivlens Sædekorn i hans Sjæl, et Frø, som Menneskene saa gjerne pleie. Rudolph derimod, som ikke var uvidende om at Rationalismen endnu levede, og som nogenlunde kjendte Høllos religiøse Standpunkt, fremkom derfor strax med en Indvending, da det var ham meget mere om at gjøre at beholde det sidste Ord end at faae Sandheden ud; overhovedet vare alle blidere og mere aandelige Følelser ham en Biting, der vel kunde være Gjenstand for Samtale, men aldrig burde have Indflydelse paa et dannet Menneske — og det var jo han, han kunde ride, kjøre, svømme, løbe paa Skøiter o. s. v.
