kom sig selv som et svagt Menneske, der havde forfeilet sit Maal, uden at han kunde klare sig, hvad han havde forfeilet, hvori han havde været svag, og begyndte han at tænke over Høllos Ord, maatte han forskrækkes over det uordentlige Chaos, hvori hans Tanker og hele hans Ideeforestilling var nedstyrtet.
Endelig slog Klokken 4; Høllo iførte sig sin Vinterdragt, en kort snever Foerværksfrakke med tilhørende Hue, et Par lyse Skindhandsker og lave Støvler af Sælhundeskind. I denne Dragt maatte Høllo tiltrække sig Enhvers Opmærksomhed og det er nok muligt, at han selv ikke var uvidende derom; hans ungdommelige Ansigt, de lyse Krøller nedenfor Huen, hans slanke, velvoxne Figur, der fortrinligen udhævedes af hans Skindfrakke, gav ham noget Kjækt og Bestemt i hans Fremtræden, der ellers egentlig ikke laa i hans Væsen. Høllo var altid i flere Ældres Nærværelse den Beskedne og Tilbageholdne; var han derimod blandt Damer, da var han den fine, maaske lidt ondskabsfulde Hofmand, men Bestemthed og Kjækhed kunde der aldrig være Talen om.
Da man kom til Stedet, vare Alle samlede; med en uhyre Støien og Raaben legede her alle Disciplene, store og smaae, Tagfat og som oftest vare her de Smaae de Stores Overmænd, da de i Almindelighed
