løb bedre paa Skøiter. Rector selv og flere af Skolens Lærere stode og morede sig over denne lille Kampplads, hvor Enhver søgte at overgaae sine Modstandere i Lethed og Ziirlighed. Nogle, der først havde begyndt samme Aar, dannede temmelig komiske Figurer; den uophørlige Rokken med Legemet og de ufrivillige Gled paa den speilglatte Flade bragte dem i mangehaande pudseerlige Stillinger. Og naar nu en saadan stakkels Stymper medeet blev reven omkuld, fik han for bare Hastværk ikke Tid til at føle sin Smerte, han kunde kun kaste et skjævt Blik til den Smertemaaler, hans Tyngdepunkt havde efterladt i Isen i Form af en Stjerne. Træerne rundt om den store Park stode med Riimfrost og lange Iistapper paa Grenene ligesom gamle, graaskjæggede Mand, der smilede over Ungdommens Vildskab. Rudolph havde i en Fart spændt sine Skøiter paa og med et Bulder, som om han vilde sluge Isen og Skøiteløberne paa een Gang, brasede han midt ud paa Parken. Nu kom Spindler hen og vilde have Høllo til at løbe, men han undskyldte sig med, at han ingen Skøiter havde. Valdemar var strax beredt til at laane ham sine; alle hans Kammerater stode stille for ret at see dette Syn; "Høllo skal ud at løbe," skreg den Ene til den Anden og Rudolph bad dem med en Patrons alvorlige
