Foragt. Ganske mekanisk gik han paa Skolen, læste og gik hjem igjen; med sine Kammerater talte han aldrig, som oftest sad han hjemme og stirrede hen for sig og naar nu Fortvivlelsen overmandede ham, græd han og vred sine Hænder, saae sig omkring som om han søgte Noget, han ikke kunde finde og græd atter. Ofte kunde han i saadanne Paroxysmer medeet udbryde i en høi Latter, styrte ud af Værelset og i støiende Fornøielser paa offentlige Steder dulme den Smerte, de bittre Minder foraarsagede ham. Det er ganske vist, at Barnet af sig selv ikke kan finde til Gud; det er Faderen, Moderen, Hjemmet, der maa lede ham. Selve Historien afgiver her Beviset; Menneskeslægten famlede om i Vildelse og Fortvivlelse, før Aabenbaringen kom og kun derved forberedte den sig til at modtage den, at den gjorde den til en Nødvendighed. Høllo havde aldrig kjendt sin Fader, havde tidlig mistet sin Moder, havde ingen Søskende, intet Hjem havt, hvor naturligt da, at den bittre Følelse, at han stod ene, maatte ægge hans barnlige Hjerte til Trods. Istedetfor at læmpe sig efter Verden, at smelte sammen med den, stillede han sig ligeoverfor den og ædskede den til Kamp. Han havde grebet sig selv, han hvilede paa sig selv, da Ingen førte ham til Gud og saalænge Livet gik roligt hen, stod han
