De gik, disse to Aar; de gik hurtigt, hurtigere end jeg havde troet. Jeg kom hjem med velforrettet Sag og ilede saa let og saa fro som Fuglen i Luften til Din Bedstefaders Huus. "Din Onkel Peter mødte mig i Gangen og modtog mig med aabne Arme, men da jeg spurgte efter Marie, blev han forvirret og bad mig gaae til hans Fader paa Contoiret. Jeg gik; hvor forandret var ikke den gamle, før saa strenge, kraftige Mand; ganske krumbøiet sad han over sine Papirer, hans Isse var skaldet og bedækket af en sort Fløielscallot, hans Ansigtstræk, der før vare barske, livlige og bestemte, bare nu Præget af denne Sløvhed, som Ligegyldighed for Livet fører med sig. Da han saae mig, ilede han med Taarer i mine Arme og raabte: "stakkels Dreng, Du har arbeidet tro for mig, men jeg — jeg har glemt Dig. Jeg har kun beredt Sorg og Opoffrelser for Din Brudefest. O! Marie, Marie, at Du skulde føre Din gamle Fader saavidt." Saaledes fortsatte den Gamle, idet han bestandig trykkede mig tæt op til sit Bryst og hulkede høit. Af hans afbrudte Fortælling, var dette omtrent Hovedindholdet:
Strax efter min Afreise blev en Bataillon Infanteri forlagt til Byen. Ved denne var en ung Capitain, Høllo Lund, der vakte Alles Opmærksomhed
