hun laae grædende over sit Barns Vugge. Dette Barn — og dog elskede jeg hende, men bittert, min Kjærlighed forlangte Hævn, og her for mine Fødder har jeg seet Fader og Datter ligge tryglende og grædende. Jeg ægtede hende, men jeg lovede mig at lade hende smage de Qualer, jeg følte; jeg har holdt mit Løfte, naar Du læser dette, er min Hævn fuldbragt. Strax efter Vielsen reiste jeg til Kjøbenhavn; jeg traf Lund siddende mageligt i sin Sopha ved Siden af sin unge Kone. Jeg udfordrede ham og jeg dræbte ham. Hører Du, Dreng, jeg har dræbt Din Fader; med disse Hænder har jeg udrevet hans Hjerte gjennem hans Ribbeen; disse Hænder har jeg vadsket i hans varme, levrede Blod. Din Onkel var imidlertid fulgt efter mig og erklærede mig efter Duellen — jeg veed ikke om af gode eller onde Hensigter, men som han sagde, for at unddrage mig de offentlige Domstoles Magt — for vanvittig og bragte mig til Bistrup. Jeg var rolig som et Lam; man kunde gjøre med mig, hvad man vilde; jeg var mættet, jeg var Morder. Men nu har jeg levet her som Fange i saa mange Aar, klog som vanvittig, her er Hævnens Flamme tændt igjen og nu gjælder det Dig, Dreng, og Din Moder. Naar Du har læst dette, veed jeg, at Du maa hade og foragte hende, ligefom Du maa blues
