maatte selv et Steenhjerte briste, hvis ikke han, som vi saa let glemme i Livets Tummel, han, som aldrig glemmer os, tidlig eller seent førte os til sig, i Trængslens Time stod ved vor Side og tog selv den til Naade, der i Lykken glemte ham. Ja i Sandhed, det er Ulykken, der luttrer os, og først, naar Livets Orkaner storme, føle vi, hvor fast et Anker vi have.
Saasnart Høllo kom tilbage til Roeskilde, leiede han Vogn og kjørte strax hjem til sin Onkel, Hasle. Klokken var 11, da han om Aftenen ankom til sin Fødebye; alle barnlige Følelser vaagnede igjen med deres blide, oplivende og dulmende Mildhed i hans Bryst. Hurtigt ilede han til sin Onkels Bolig; her var Alt stille og roligt i den tause Sommernat, kun i i Contoiret brændte endnu Lys. Gjennem det aabentstaaende Vindue saae Høllo sin Onkel sidde ved Skrivebordet; han regnede, saae stivt frem foran sig, regnede atter og sukkede. "Ja ja, hviskede han sagte for sig selv, Alt kunde endnu blive godt, naar han blot var en god Dreng." "Onkel," sagde Høllo idetsamme sagte ind igjennem Vinduet, luk mig op! det er Høllo." Den Gamle foer forfærdet op, løb hen til Vinduet og derpaa, efterat han et Øieblik forundret havde stirret paa Høllo, til Gadedøren og lukkede op. "Men er det Dig? vi havde ikke ventet
