Dig saasnart, men Du er velkommen. Gaa nu ind i mit Contoir og sund Dig lidt, saa skal jeg kalde paa Din Tante, for de Andre ere nu gaaede i Seng. Saa skal en af Pigerne rede Dig en Seng, for Spindler ligger i Gjæstkammeret."
"Nei, Onkel, lad dem sove," sagde Høllo og trak sin Onkel med ind i Contoiret, her er saa luunt, jeg kan godt hvile mig i Nat paa Din Sopha. Det er Synd at vække dem og saa mister jeg jo ogsaa den Fornøielse at kunne overraske dem imorgen. Desuden har jeg saamange Ting, at tale med Dig om, hvortil Timen maaske aldrig mere bliver saa beleilig."
"Ja, det er sandt, svarede den Gamle og blegnede, tak for Dit sidste Brev, hvis det var Din oprigtige Mening; det gjorde mig saa godt."
"Ja, Onkel, tro mig! det var og er min oprigtige Mening. Glem alle mine Ubesindigheder! tilgiv mig, jeg meente det ikke."
"Jeg har Intet at tilgive, jeg har hadet og forhaanet Dig som Barn. Dine Penge har jeg — ja Din Capital staaer urørt, men Dine Renter — o! min Kone er saa ødsel — jeg skal betale Dig det igjen. Nu gaaer min Handel saa godt — hav nu Medlidenhed med min Kone og mine Børn — ruineer mig ikke! O! jeg veed, Du vil tilgive mig. Ikkesandt?
