efter Dig i disse 4 Maaneder! Hvor Du er bleven bleg — og mager," udbrød hun atter, idet hun smøgede Kraven paa hans Overfrakke ned for at see hans Ansigt. Hun havde heller ikke Uret; Alfred var virkelig meget bleg og mager. Hans fine, hvide Teint, de milde, lyseblaae Øine, det tynde, glatte, ganske lyse Haar i Forbindelse med hans spinkle Figur og totale Mangel paa Skjæg vilde have betegnet ham som en 18aarig, opløben Dreng, hvis ikke den høie, stærkt udviklede Pande havde givet ham et tænkende Udtryk, der betegnede ham som ældre. Han var fyldt 21 Aar.
"Kom nu, Alfred, og sæt Dig i Lænestolen, Din gamle Plads," sagde Fru Dahl smilende og satte sig i Sophaen. "Nu maa jeg først presentere Dig Jomfru Nielsen. Du vil snart gjøre nærmere Bekjendtskab med hende, thi hun syer nu hos os, og det er saa særdeles heldigt, at hun boer her i Huset. — Det er min tidtomtalte Neveu, Alfred Dahl, theologisk Candidat. Han fik sin Embedsexamen i Foraaret, og tænk Dem nu, hvor sørgeligt. Han reiser ned til sin Onkel, Forpagter Torp, for at tilbringe Sommerferien der, og Dagen før han skal reise hjem igjen, falder han og brækker den ene Arm. Men siig mig engang, Alfred, hvorledes gik det egentlig til? thi den fabel-
